Endte med at blive 4 dage hos brud og brudgom, til de skulle til Lissabon med fly imorges. Daarlig planlagning, fordi imorges var kl. 5.40, og jeg nu har vadet rundt i Madrid lige siden.

´Vadet rundt´inkluderer et rigtigt rart visit paa Prado, hvor en udstilling med Frances Bacon aabnede idag. Hader Dali ...vild med Bacon - hvad kan jeg sige... begge forvreangede lettere surrealistiske i udtrykket, men alle Bacons billeder er lige til at spise i farverne. Og kompositionerne saa stramme, som ind i helvede. Jeg noed det....(foeler mig utroligt voksen og borgerlig, saadan at gaa og nyde en udstilling, men det gjorde jeg virkelig. Farver betyder vist efterhanden en del for mig. Jeg er blevet arbejdsskadet.)

Men nu, ca. 4 timer efter jeg er kommet ud er jeg doedtraet, og der er egentlig stadig temmeligt laenge til jeg skal med bussen til Porto i aften.

Men men men. Hvem kan ikke taale at kigge lidt paa foraarstoej et par timer, og saa kunne man jo kvaele noget tid med en bif-tur. Jeg er ret doed i benene. Hmm, men saa dejligt at vandre rundt.

Jeg har fundet den gade, hvor jeg fandt et sted at bo til J i sin tid, hvor han boede et aar og hvor jeg besoegte ham efter noget tid en fuld maaned.

Den gade, hvor jeg graed fordi han ville i teatret med en pige, og jeg ikke skulle med dagen efter jeg var kommet efter 2 mdrs fravaer. Det er i virkeligheden det sorteste jeg har oplevet. Udefra ser det ydmygende ud, men jeg vidste paa en eller anden maade at det var en test. Han skulle se, hvad jeg kunne holde til. Det jeg ikke vidste var, at jeg ikke kunne holde til det. Troede jeg kunne. Sagde til ham, at han selv maatte laegge ansigt og stolthed til de ting han foretog sig, og hvis han mente det var rimeligt at behandle mig saadan i den sammenhaeng, saa maatte han goere sadan, men at han skulle vide, at jeg graed og var meget meget ked a det. Og han gjorde det alligevel.

Fatter stadig ikke helt den situation. Han har alle dage vaeret mand nok til at sige, ´skrid, jeg gider dig ikke´ hvis det var saadan landet laa. Landet ´laa´ fandme maerkeligt. Det gjorde det altsaa. Vores kollektive ´skrid´ indfandt sig foerst flere aar efter.

Mmmm, troede jeg var haevet over det...fordi jeg vidste, hvad der foregik. Men sandheden er jo, at jeg er ved at kaste op af en grum grum foelelse af uretfaerdighed og foelelsesmaessig mishandling her 4-5 aar efter, naar jeg passerer lejligheden. JEG KUNNE IKKE HOLDE TIL DET!

Og hvorfor gaar jeg forbi den doer? Jeg rejser rundt for at lukke huller og oplevelser og plastre nyt liv over, hvor der er pletter af det gamle - tror jeg. Nu er der vist snart ikke mere geografi tilbage....kun Argentina og Vietnam, men altsaa mon ikke tiden klarer det ad andre veje :)

Jeg er glad. Her er fedt. Gid jeg kunne blive.... mmm, langdistance arbejde er ikke uhoert.